PRESSEMEDDELELSE
Gensynsfesten – efterskoleelevernes egen festival
Fællesskab under åben himmel
Efterskoleelevernes lyst til at mødes, høre musik og opleve fællesskab under åben festivalhimmel er ikke ny. Mange af dem er dog førstegangsfestivaldeltagere, og netop derfor stiller det særlige krav til rammer, tryghed og organisering.
“Efterskoleelever er unge mennesker i en vigtig overgangsfase. De har lyst til at opleve festivalfællesskabet, men de har også brug for tydelige og trygge rammer,” siger arrangør Bjarne Zuccé Dinesen, der gennem mere end 10 år har arrangeret Gensynsfesten for over 15.000 efterskoleelever.
Dyreskuepladsen i Horsens
Gensynsfesten afholdes i 2026 på Dyreskuepladsen i Horsens. Valget af placering er ifølge arrangøren truffet med både geografi, logistik og afvikling for øje.
“Dyreskuepladsen giver os mulighed for at skabe en overskuelig og velorganiseret festival, hvor vi kan tage højde for både sikkerhed og fællesskab,” siger Bjarne Zuccé Dinesen, der gennem sit firma Den Bedste Tid i mere end 20 år har arbejdet med events, mindetrøjer og blå bøger målrettet efterskoleelever.
Plads til 5.000 efterskoleelever
Gensynsfesten 2026 afvikles lørdag den 1. august 2026 og har plads til op mod 5.000 deltagere. Festivalen er et lukket arrangement udelukkende for efterskoleelever fra årgang 2024/25 og 2025/26.
Mere end en traditionel festival
Ifølge arrangøren adskiller Gensynsfesten sig markant fra traditionelle ungdomsfestivaler.
“Vi laver Gensynsfesten, fordi vi mærker et enormt engagement og en stærk energi fra eleverne. Sammen med en stor gruppe frivillige kan vi skabe en festival, der er målrettet netop dem – uden at skulle tage hensyn til andre målgrupper,” siger Bjarne Zuccé Dinesen.
Det gælder både valg af kunstnere, indretning af pladsen og den overordnede organisering. Alle deltagere er under 18 år, og derfor er der hverken salg eller udskænkning af alkohol på festivalen.
Festival og fællesskab i ansvarlige rammer
Gensynsfesten overholder gældende lovgivning og formidler Sundhedsstyrelsens anbefalinger. Samtidig lægger arrangøren vægt på at skabe et rum, hvor unge kan mødes under frie, men ansvarlige rammer.
“Det er forældrenes ansvar, hvilke drikkevarer de unge medbringer. Vores opgave er at skabe trygge rammer og være til stede, hvis nogen har brug for støtte,” siger Bjarne Zuccé Dinesen.
Støtte til at udforske egne grænser
Ifølge arrangøren er balancen mellem regler, etik og unges udvikling et emne, der kræver åbenhed og dialog.
“Det er et komplekst felt, hvor der både er lovgivning, holdninger og følelser i spil. Min drivkraft er at skabe et læringsrum, hvor unge kan være unge – uden løftede pegefingre, men med voksne i nærheden, når der er brug for det,” siger han.
Frivillige teams skaber tryghed
Gensynsfesten afvikles med støtte fra en række frivillige teams, herunder guider og eventmedarbejdere – ofte unge, der selv tidligere har deltaget i festivalen.
“De ved, hvor meget tryghed betyder, når man er 16–17 år. Deres engagement og erfaring er uvurderlig for Gensynsfesten,” siger Bjarne Zuccé Dinesen.
Ungdommens oplevelser sætter spor
Arrangøren bliver ofte spurgt, hvorfor han fortsat prioriterer Gensynsfesten.
“De oplevelser, vi får i teenageårene, danner ofte bagtæppe for resten af vores liv. Jeg mener, de unge fortjener at blive støttet i de valg – og at de ikke behøver at have prøvet alting, før de fylder 18,” siger han og håber på fortsat opbakning fra både efterskoler og forældre.
Praktisk information
Gensynsfesten 2026 afholdes i Horsens
Lørdag den 1. august 2026 kl. 11.00 – søndag den 2. august kl. 02.00
Pressekontakt:
Bjarne Zuccé Dinesen
📧 bjarne@denbedstetid.dk
📞 20 11 93 39
Den Bedste Tid ApS ®
Overholm 7 - 8700 Horsens - Tlf: 70 22 68 70 - E-mail: info@denbedstetid.dk
CVR: 31850169 - www.denbedstetid.dk